Litteratur

Nye udfordringer

Nogle udfordringer vælger vi selv - andre bliver kastet i armene på os. Et nyt job, en flytning, et uventet ansvar eller et liv, der pludselig tager en drejning. Det kan være skræmmende at skulle begynde forfra, men netop dér opstår også muligheden for at opdage sider af sig selv, man ikke vidste fandtes. Litteraturen er fuld af mennesker, der må finde fodfæste på ny, og som viser, at mod ikke altid handler om store heltegerninger – men om at tage det næste skridt. Her er tre romaner, hvor nye udfordringer bliver begyndelsen på noget helt andet.

Af Eva Dixen, Hadsten og Ulstrup bibliotek

Livsglæde og knuste hjerter på plejehjemmet

 Roman  Julia oplever sit livs sværeste periode. Hendes far dør pludseligt, og hendes forlovede svigter hende fuldstændigt i sorgen, hvilket fører til et smertefuldt brud. For at starte på en frisk og komme væk fra det hele forlader hun Paris. Hun tager en uventet professionel udfordring op: et job som psykolog på et plejehjem i den sydfranske kystby Biarritz – en patientgruppe, hun aldrig før har arbejdet med. Bogen skildrer smukt, at modet til at tage nye udfordringer op, finde venskaber og endda møde kærligheden ikke stopper, bare fordi man bliver ældre. Jeg følte mig vældig godt underholdt af lydbogsversionen, som også klart kan anbefales. 
Om onsdagen danser vi. Af Virginie Grimaldi

John på Hebriderne 

Roman   Efter kunstskolen vender Cal modvilligt hjem til øen Harris, kaldt tilbage af sin far med beskeden om, at bedstemor er syg. Men hjemme er intet helt, som han har fået fortalt. Mens han kæmper med hemmeligheden om sin seksualitet i et konservativt lokalsamfund, må han også navigere mellem familieforventninger, gamle konflikter og skjulte sandheder. En rørende roman om at høre til, finde sig selv og turde være den, man er. Forfatteren har tidligere skrevet den helt fænomenale
 ”Shuggie Bain” – hvis man elskede den, må man ufortøvet kaste sig over dette nye opus. 
John, søn af John. Af Douglas Stuart

Healing fiction”

 Roman  Dette begreb dækker over, at læsningen virker som modvægt til stress, præstationskultur og urban ensomhed. I denne bog er udgangspunktet Tokyo og den japanske kultur, hvor man blot kan læne sig tilbage og nyde alle de små detaljer. Kikuko er kun 24 år, men føler sig allerede kørt træt af arbejdslivet. Da hun siger sit stressende kontorjob op, står hun uden retning – indtil hun en dag træder ind i en lille blomsterbutik. Her møder hun den farverige blomsterbinder Rita og et varmt, kaotisk fællesskab, der langsomt giver hende mod på livet igen. En hjertevarm roman om nye begyndelser, venskab og om at finde sin plads i verden, når alt føles usikkert. 
Kikuko og blomsterbinderen. Af Yukihisa Yamamoto